Besøg i Berlaymont

I dag spiste jeg frokost med mine ex-kolleger i kantinen i Berlaymont. Jeg arbejder jo langt ude i skoven efter deres målestok [kort], så det var en hel lille udflugt at tage metroen ind til de hellige haller i Berlaymont, hvor kommissærerne jo også har deres kontorer.

Det var rigtig hyggeligt - selv om mine nye kolleger er flinke og rare, var det nu rigtig rart at se nogle velkendte ansigter igen. Jeg bliver nok nødt til at gøre det med jævne mellemrum. Også for at kunne komme af med noget af mit sladder, der hober sig op i frokostpauserne.

Det er de mest vilde historier, mine kolleger foræller om chefen. Kontrolfreak, humørsyg, råber af folk og har endda fået flere af mine kvindelige kolleger til at græde. Om det er fordi hun er fransk eller om det bare er fordi hun ikke kan klare presset, ved jeg ikke. Men det er nærmest som at arbejde ved siden af en sovende vulkan. Man ved ikke hvornår den eksploderer!

Kontrasten er virkelig stor i forhold til stemningen i min tidligere afdeling. Chefen dér kunne aldrig finde på at råbe af folk. På den anden side må man sige at det styrker sammenholdet i afdelingen at have en fælles fjende i chefen...

Mht. det sproglige har jeg virkelig fået min sag for. Alle der ringer til kontoret er stort set vant til at tale fransk, og det er voldsomt kompliceret at tale, lytte og skrive ned samtidig med at hjernen er ved at bryde sammen fordi man ikke er sikker på at man får det hele med.

Og så er det vildt problematisk at man ender med at være enormt uhøflig uden at ville det, fordi man kun magter at sige de helt basale ting og ikke mestrer de særlige høflighedsfraser der gælder når man snakker med fremmede i telefonen. Suk. Nå, men det kommer nok. Anne er i hvert fald god til at fortælle mig hvordan man skal/ikke skal gebærde sig.