Bestjålet og endnu engang i kø

Efter at have brugt det meste af en måned på at blive registreret hos Schaerbeek Kommune er jeg endnu engang inde i en længere proces med at bøvle med de belgiske myndigheder.

Min pung blev stjålet fra min taske i lørdags - med mit VISA/Dankort, mit belgiske hævekort og mit kørekort i. Samt 55 € i kontanter. Det skete i sporvognen på vej ind til byen, den var propfuld og alle skubbede til hinanden... Øv øv øv, man føler sig godt dum når der er nogen der tager røven på én.

Nå, men det er gået ret smertefrit med begge bankerne. Jeg fik spærret kortene ret hurtigt. I dag fik jeg et midlertidigt kort til min belgiske konto, og det lader ikke til at der er blevet hævet på nogen af dem. Der er nye kort på vej, så jeg er rimelig rolig på den front.

Det der giver mig pip er, at man skal bruge så ufattelig lang tid på at stå i kø/vente hernede. Jeg stod i kø på rådhuset i 3x1 time for at blive registreret som bosiddende i Belgien, og nu skal jeg guddødemig derned igen for at bede om at få et nyt kørekort udstedt. Politiet vil ikke lave en skadesanmeldelse før jeg har en attest fra den danske ambassade, og ikke tale om, at man bare kan ringe. Næh, nej, man skal møde op mellem kl. 10 og 12 med 35 € og sit pas, og så kan man pænt komme igen dagen efter mellem kl. 10 og 12 og hente sin attest. Og for hvad? Jeg får helt sikkert aldrig pungen igen, og min selvrisiko er for høj til at det kan betale sig at anmelde det til forsikringen.

Nedtur!

Septembers himmel er så blå...

Midt i den sædvanlige regn har der været et par usædvanligt smukke dage de sidste par uger. Heldigvis fortirnsvis i weekenden, så man også kan nyde dem! Så smukt kan der faktisk være i Bruxelles, når solen en ang i mellem får overtaget. Ligesom den har her til morgen, hvor lyset vælter ind ad min altandør. Det er godt nok lidt koldt, men som belgierne siger: "Il faut profiter du soleil!" (man skal nyde solen mens den er der)...

I dag skal jeg ned på det store marked ved Gare du Midi sammen med Rikke inden hun skal flyve hjem til København i eftermiddag, så forhåbentlig holder vejret.

Billedet her er fra sidste weekend, hvor der var ølfestival på Grand Place. Det er nok noget af det mest turistede jeg har været med til endnu, og aldrig i mit liv har jeg set så mange stive amerikanere før. Jeg var der med Morten og Katrine (for de indviede veninder er Morten en af Theodors venner som vi mødte på Skanderborg Festival for 1000 år siden). Katrine og Morten har begge læst på Aarhus Uni'tet, så det er lidt sjovt at vi først render sammen her i Bruxelles...

Jeg har haft besøg af Rikke siden i tirsdags. Hun skulle til konference i Antwerpen, og da hun ikke kunne få et hotel og Akviles værelse alligevel er tomt for tiden, har hun boet her og pendlet til konferencen tirs-lør. Men vi har da haft tid til at føjte lidt omkring alligevel. Blandt andet var det meget vigtigt at vi kom en tur ned til Chez Antoine på Place Jourdan for at få fritter. Hvis man tror det er fastfood i Belgien, så tager man fejl. Jeg tror vi stod i kø i ½ time, men de er altså også ventetiden værd. Billedet ovenfor er fra mens vi stod i kø. Som I kan se er det et populært sted.

Rundt om pommes frites boden ligger der en del barer, hvor man gerne må tage sine fritter med ind og spise dem til sin øl. I fredags blev det en Palm, som er en af Rikkes favoritter.

Besøg i Berlaymont

I dag spiste jeg frokost med mine ex-kolleger i kantinen i Berlaymont. Jeg arbejder jo langt ude i skoven efter deres målestok [kort], så det var en hel lille udflugt at tage metroen ind til de hellige haller i Berlaymont, hvor kommissærerne jo også har deres kontorer.

Det var rigtig hyggeligt - selv om mine nye kolleger er flinke og rare, var det nu rigtig rart at se nogle velkendte ansigter igen. Jeg bliver nok nødt til at gøre det med jævne mellemrum. Også for at kunne komme af med noget af mit sladder, der hober sig op i frokostpauserne.

Det er de mest vilde historier, mine kolleger foræller om chefen. Kontrolfreak, humørsyg, råber af folk og har endda fået flere af mine kvindelige kolleger til at græde. Om det er fordi hun er fransk eller om det bare er fordi hun ikke kan klare presset, ved jeg ikke. Men det er nærmest som at arbejde ved siden af en sovende vulkan. Man ved ikke hvornår den eksploderer!

Kontrasten er virkelig stor i forhold til stemningen i min tidligere afdeling. Chefen dér kunne aldrig finde på at råbe af folk. På den anden side må man sige at det styrker sammenholdet i afdelingen at have en fælles fjende i chefen...

Mht. det sproglige har jeg virkelig fået min sag for. Alle der ringer til kontoret er stort set vant til at tale fransk, og det er voldsomt kompliceret at tale, lytte og skrive ned samtidig med at hjernen er ved at bryde sammen fordi man ikke er sikker på at man får det hele med.

Og så er det vildt problematisk at man ender med at være enormt uhøflig uden at ville det, fordi man kun magter at sige de helt basale ting og ikke mestrer de særlige høflighedsfraser der gælder når man snakker med fremmede i telefonen. Suk. Nå, men det kommer nok. Anne er i hvert fald god til at fortælle mig hvordan man skal/ikke skal gebærde sig.