søndag den 30. marts 2008

Computerproblemer


Skod... computeren er mystisk. Bliver ved med at lukke ned. jeg har prøvet at starte i fejlsikret tilstand, men det er lidt svært at læse fejlmeddelelsen - den bliver kun vist i 2 sek.

Derudover gør Skype knuder. Ved ikke helt hvad der er galt. Så beklager, hvis jeg ikke er så tilgængelig på msn/skype for tiden. Grrr...

Har det ellers godt.

mandag den 24. marts 2008

Dagens helt i pløre


Jeg trodsede elementerne og bevægede mig ud i La Cambre skoven [kort] i dag. Trangen til at lyden af trafikken blev erstattet af rappen og pippen var blevet for stor, så jeg hoppede frisk og frejdig på sporvognen derud og gik en dejlig lang tur rundt om søen. Først i solskin, og siden i haglvejr. Suk. Men jeg fik da set et par gæs og en masse hunde og en enkelt anemone, som ligesom jeg havde besluttet at nu var det altså forår.

Jaja, man bliver klogere og knap så forårskåd, når man siden går på røven i mudderet og må stå og fryse måsen hele vejen hjem i sporvognen. Sidder nu med varm te og tæppe, mens vaskemaskinen lystigt kører og det skiftevis sner og regner derude. Godt jeg skal på arbejde i morgen!

lørdag den 22. marts 2008

Påskeferie i Bruxelles

Tulipantræerne står med lyserøde blomster... og så sner det! Hvad fanden er meningen?

Rikke og jeg tog til Antwerpen i går for at se lidt på byen og det famøse modemuseum, som ligger i tilknytning til den internationale designskole. Museet var rigtig godt, men byen viste sig ikke fra sin bedste side. Det var koldt, og det regnede og blæste, så efter 5 timer måtte vi give op og tage toget hjem igen.

Vi kravlede ind under tæpperne i Rikkes værelse og så en film, mens vi smagte forskellige kager fra den lokale bager. Og så var det at himlen åbnede sig og lod sneflokke vrimle ned over byen. Store hvide flager dalede ned; de første smeltede, men efter en times tid var tagene hvide og der var nogle børn som hvinede af fryd nede i gården.

Aftenens lyspunkt kom helt klart på vej hjem i bussen, hvor der var en trans med fuldt udspartlet makeup og hot-pink dunjakke, der spurgte mig om jeg havde 50 cent jeg kunne undvære. Det er eddermame en udflippet version af tiggeri...

I dag er sneen væk igen, men det er stadig koldt, vådt og blæsende. Øv.


Rikke og Katrine

torsdag den 20. marts 2008

Place Châtelain er farlig

I går gik jeg på bæverding med Katrine, som også arbejder i DG-Comm. Vi tøffede ad Rue Châtelain ned på Place Châtelain [kort], hvor der var et fint lille fødevaremarked med en fantastisk gaufre-stand (gaufres er de store belgiske vafler, som man kan købe på ethvert gadehjørne).

Vi fandt sjovt nok også en bar (Le Châtelain), som vi valgte at tilbringe aftenen på, på trods af at barmutter var en kende syrlig i betrækket. Det var en stor succes - efter 3-4 Triple Karmeliet så verden sådan her ud:

På baggrund af gårsdagens eskapader har jeg i dag haft mine første tømmermænd og lovet mig selv at hvis jeg skal på vulkaner igen, så skal det være et sted hvor de overholder rygeforbuddet. Eller også gælder det bare kun til klokken 20.00...?

Rikke stødte til os i løbet af aftenen, men klokken 23.30 måtte vi kaste håndklædet i ringen og vakle hjem til Katrine, hvor jeg har tilbragt natten. I dag har vi så travet fra Ixelles til Schaerbeek og set på masser af klude, pomfritter og sko undervejs. Vi nåede også omkring Manneken Pis og Grand'Place, Justitspalæet og Gare du Nord.

Vi kom også forbi noget fantastisk grafitti hist og her:

Frit oversat betyder det: Man knalder da ikke belgiere!

søndag den 16. marts 2008

Jævnt go' weekend

I fredags var der arrangeret Pub Meeting på Place Luxembourg, der ligger lige ved Europa Parlamentet. Jeg fik et par øl med Karin (roomie), Simone Simoncelli (fra Italien - billedet), Katrine fra DG Comm. og et par stykker mere.

Det var vældig festligt, men man bliver godt nok lidt bims af de der Duvel. Vi var ude at spise indisk senere, og 23.30 måtte Karin og jeg kapitulere og hoppe på en tram hjem.

I går var vi på udflugt i vores eget kvarter. Der ligger en masse butikker i Chaussée d'Helmet, lige i nærheden af hvor vi bor, så vi fik tjekket de fleste af dem ud og købt lidt supplies til husholdningen.

I dag var Karin og jeg på det store marked ved Gare du Midi, hvor vi udfordrede skæbnen og købte en dorade-fisk med hjem. I ordbogen står der at det er en guldfisk, men vi tog chancen alligevel. Det var heldigvis en stor succes - fileterne blev stegt på panden med hvidløg og rosmarin, hvilket varmt kan anbefales herfra.

Vi nåede også at være lidt kulturelle i eftermiddags, tog hen på kulturcentret Tour et Taxis og så udstillingen It's our history som samler Europas (og EU's) historie siden 2. verdenskrig og hele baggrunden for det europæiske samarbejde. Det var virkelig en god udstilling! Selvom jeg selvfølgelig har læst meget af det før, så bliver jeg altid meget trist til mode af at tænke på, hvordan europæerne har brugt så meget energi på at slå hinanden ihjel i så mange århundreder. Jeg ved da godt, at det som regel er irriterende at 'det der EU' skal bestemme, hvad der må komme i babymosen, men men vi må aldrig glemme at det største formål med projektet er at holde fred med hinanden.

torsdag den 13. marts 2008

DG-Comm.

Så er jeg efterhånden blevet assimileret til min nye arbejdsplads. Jeg tror jeg er landet på den eneste gang i hele kommissionsbygningen, hvor det er okay at gå i jeans og kondisko på arbejde [weeeeh!]. Men jeg fatter simpelthen ikke arbejdstiderne hernede:

Man møder klokken 9.00. Kl. 12.30 tager man en god lang frokostpause på 1½ time, så man kan nå at løbe et par ærinder mens fx banken eller posthuset holder åbent. Derefter arbejder man til klokken 18.00, hvorefter man sidder fast i trafikken ½ time på vej hjem til ulvetimen med skrigende hhv. unger og ægtefælle, som man ikke når at være sammen med inden det er sengetid. Næste morgen starter det forfra. Myldretiden varer fra 8-10 og igen fra 17-19. Bruxelles er lidt mindre end København. Fuck.

Mine kolleger er til gengæld rigtig søde, og jeg har fået nogle superspændende opgaver:
  • jeg skal være moderator på Debate Europe
  • jeg skal være moderator på debatten på EUTube
  • og sidst men ikke mindst skal jeg være med til den store omstrukturering af webstedet EUROPA.
For øjeblikket er jeg ved at kæmpe mig igennem en 258 sider lang evalueringsrapport om EUROPA-sitet og finder løbende ud af hvad der er foregået siden Margot Walström igangsatte Plan D i 2006. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med arbejdet, for der er virkelig mange ting som kan gøres bedre! På mandag skal jeg til medarbejdermøde i DG Comm., hvor Margot vil diskutere de seneste to års udvikling i kommunikationsarbejdet.

Hvad kan jeg ellers fortælle? Der er Rådsmøde (regeringscheferne fra EU-landene) i dag og i morgen, så hele Justus Lipsius bygningen er pakket ind i pigtråd og politi. Der var endda en helikopter i luften over Berlaymont og Justus Lipsius i dag. Det er meget festligt, men mest bare irriterende, fordi alle busserne kører en omvej og trafikken er helt ad h. til, når man skal til og fra arbejde.

Det er ret interessant at være på indersiden. Den generelle holdning her er, at alle i Bruxelles står på hovedet for at gøre EU fuldstændig transparent, åbent og gennemsigtigt, men at de nationale politikere gang på gang saboterer det fælles projekt ved at benytte EU som prügelknabe. Fx kan fiskeriministrene sidde den ene dag og nikke og være åh, så enige om en ny stramning af fiskekvoterne, og dagen efter går de hjem og siger til journalisterne, at de kæmpede hårdt for fiskernes interesser, men de blev desværre nedstemt af onde EU. Og ingen af journalisterne sammenligner deres noter med de andre landes journalister. På den måde kan nationalstaternes politikere gang på gang tage æren for alt hvad der er 'godt', mens EU får skylden hver gang nogen får ondt i r..., fordi eksempelvis fiskekvoterne bliver strammet.

Det er også nemmere bare at være imod, i stedet for at sætte sig lidt ind i sagerne. Jeg er nu meget glad for at nogen gør en indsats for, at vi også kan få rødspætter i år 2040, og at de tidligere østblok-lande sikres økonomisk og social fremgang ved at komme med i klubben. Det er nemlig godt for os alle sammen, at der ikke er sult og borgerkrig i vores baghave. Sjovt nok har folk mindre tendens til at begå terror eller migrere, når de har sikkerhed og gode fremtidudsigter der hvor de er.

fredag den 7. marts 2008

1. dag i Directorate Generale - Communication

Så oprandt endelig dagen, hvor vi fik lov at komme lidt nærmere på vores rigtige arbejde, omend det stadig havde form af et seminar.

Vi var cirka 25 håbefulde unge mennesker (heraf 2 mænd!), som troppede op i Rue Archimède 73; den bygning som rummer den belgiske EU-repræsentation. Det startede lige på og hårdt med 4x45 minutters oplæg fra forskellige dele af vores organisation fulgt af et valg af vores afdelings trainee-repræsentant (valget faldt på Angela fra Irland), derefter frokost og så lige to oplæg mere for at blæse hjernen helt ud.

Der ligger minimum en repræsentation i hvert medlemslands hovedstad [kbh] - nogle af landene har også en satellit i en eller flere storbyer derudover - som alle hører under generaldirektoratet for kommunikation. Omkring 15 af vores kolleger rejser derfor hjem igen på mandag for at arbejde i deres respektive landes EU-repræsentationer, og så er vi en 10-12 stykker tilbage i Bruxelles, der primært skal arbejde i kommissionens hovedbygning, Berlaymont (plus de 575 andre, der skal være i andre dele af Kommissionen).

DG-Comm. i Bruxelles er en serviceorganisation, der arbejder under kommissæren for kommunikation, Margot Wallström. Generaldirektøren er dansk, han hedder Claus Sørensen. Under ham er der fire grene af direktoratet, som arbejder med hhv. A: Strategi og projekter, B:Repræsentationer, C: Multimedier og D: Ressourcer og logistik.

Jeg skal være i afdeling C/2, Web and Contact Centre, som passer verdens største website, europa.eu, men ellers rummer gren C også C/1, Europe by Satellite, som tilbyder gratis webTV om EU, og en ny afdeling, C/3, der arbejder med 'editorial content and support'. I øvrigt blev jeg også gjort opmærksom på, at EU-tube eksisterer - rimelig hipt og fremsynet af sådan en flok bureaukrater!

torsdag den 6. marts 2008

Introduktionskonference

Onsdag og torsdag er gået med afholdelse af en Welcome Conference i Flagey bygningen [kort]. Det har været en blandet fornøjelse med både op- og nedture; de første i form af veloplagte taler fra bl.a. en finsk Europaparlamentariker og en svensk rådgiver, samt ikke mindst et udstyrsstykke med et større antal rekvisitter fra den interne økologiske front i EU, EMAS, som underholdt med hvordan man indefra forsøger at nedbringe EUs papirforbrug og CO2-udledning. Jeg følte mig naturligvis straks inspireret!

Af andre opture kan tilføjes frokosten på Café Belga som ligger i samme bygning, og den lille reception, som blev holdt i går, der virkelig fik krydser for både boblevand og udvalget af pindemadder.

Enkelte svipsere var der dog også, blandt andet velkomsttalen, der var både intetsigende og svær at forstå, fordi den blev holdt på fransk med portugisisk accent. Der blev også grinet en del, da der skulle tages gruppebillede, og vi (600 uvidende fæ) blev jaget op og ned af scenen af hhv. velkomstkomiteen og sceneteknikerne. Pænt sjovt!

I morgen venter endnu en spændende dag, hvor vi skal til et mindre møde med vores kolleger i propagandaministeriet (DG-Comm.) Om aftenen er der fest på den trendy natklub FUSE. Det er hårdt at være med på noderne!

mandag den 3. marts 2008

Bureaukratiet længe leve!

Man skal væbne sig med tålmodighed, når man skal installeres i Bruxelles.

Jeg gik på det lokale Hôtel Communal (rådhus) [kort] i Schaerbeek for at blive 'indskrevet', men det er ikke lige noget man gør. Selv om jeg havde alt parat - 18€, pasfotos og kopier af både pas og kørekort - fik jeg stukket en seddel i hånden med at jeg skulle komme igen 5. maj mellem 8-11. Jeg købte lidt ind hos de lokale halal-købmænd på vej hjem igen.


Bagefter tog jeg metroen ind til EU-kvarteret for at finde en bank, for der stod i mine papirer at man skulle have en bankkonto inden det første møde. Det lod sig så ikke gøre, for de ville have et officielt EU-papir med min lokale adresse på - hvilket jeg jo ikke havde endnu. Så jeg fik endnu en aftale og skal møde op i morgen formiddag for at få mig en bankkonto, så EU kan betale mig lidt klejner for mit arbejde.

Således skuffet tøffede jeg lidt rundt i området og fandt denne skønne restaurant, hvor jeg fik en lækker marokkansk lammetagine med abrikoser og rosiner til frokost:















Da det endelig blev tid til den formelle intro på Place Madou [kort], gik det op for mig, at bureaukratiet vist er kommet for at blive. Da påsken ligger tidligt i år, er alle fuldstændigt stressede over at alle 600 stagiaires skal registreres og tjekkes inden de rejser på ferie i ti dage. Så vi fik mange, meget omhyggelige, instrukser i at vi skulle sørge for at udfylde papirerne rigtigt, for ellers ville det bare tage alt for lang tid. Jeg fik også at vide, at Schaerbeek er en mønsterkommune sammenlignet med fx Ixelles eller Etterbeek, som åbenbart tager måneder om at registrere folk.

Derudover fik vi udleveret en velkomstpakke af the Liaison Committee, som er en lille gruppe stagiaires fra vinterholdet. De har arrangeret seminaret onsdag-torsdag og en frygtelig masse fester og udflugter her den første måned. Vi skal så selv vælge en Stage Committee til at varetage den slags de følgende måneder.

Ha! Det bliver uden mor her. Jeg er færdig som patruljeleder.

søndag den 2. marts 2008

Nu med belgisk telefonnummer

Så er der blevet indkøbt et SIM kort med telefonnummeret: +(32) 475 461 324. Mit danske nummer er altså ikke i brug for tiden.

Huset jeg bor i er fantastisk - et flot renoveret byhus i det der svarer til Nørrebro i Bruxelles. Der er 10 minutters tur med sporvognen hen til ludergaden ved Gare du Nord, fandt vi ud af i går. Området her er spækket med grønthandlere og halal-grillbarer. Det er lige i øjet! Vi er to piger, der lejer hvert sit værelse og deler et lille køkken. Min roomie hedder Karin, hun er 25 år og er fra Graz, Østrig:











Har i øvrigt travet Bruxelles og Brugge tynde de sidste to dage sammen med mine forældre. Blandt andet var vi ude at høre New Orleans Jazz i lørdags (billedet).

Klokken er henad 22 og jeg er så træt som ... ja, altså dødtræt. I morgen starter ræset med bank og lokale myndigheder inden jeg skal til det første møde.

I'll be back. Når jeg har fået sovet lidt.